Gamle og nye gækkevers
Gamle og nye gækkevers fra A til E


A

 

A.B. Buske

mit navn kan jeg ikke huske.

 

Ak kæreste Veninde,

o, dyrebare Skat.

Jeg vil dig hermed paaminde

hvad jeg drømte sidste Nat.

Jeg drømte at du sagde,

du var så lykkelig,

naar blot jeg ville sende

en Buket til dig.

Buketten den var tarvelig,

maa jeg selv tilstaa,

bestaar af kun to Farver

og ingen af dem Blaa.

 

Ak, hvor må jeg le,

ved tanken om at se.

at du således er min nar,

men derfor er du rar.

 

Adonis og min vintergæk

står frodig i min have,

jeg nænner ej at plukke den,

og give den som gave.

 

Anden siger rap rap,

Uglen siger Uhu,

Kragen siger Kra-kra,

Gøgen siger Kuk-kuk

Fåret siger Mæ-mæ,,

Oksen siger Buh-buh,

Hunden siger Bov-vov,

Katten siger Murr-Murr!

Gaasen siger Gæk Gæk Gæk

Og den mener dig.

Julius Strandberg 1900 
 

Asfalt slog en sprække,

og to små vintergækker,

stak hovedet op i skyen.

Den ene sender jeg til dig,

for du må ikke glemme mig,

som bor her midt i byen.

Tæl min prikker her på række

og gætte mig

eller lad dig gække

Eva–Marie Wiehe 1991   

 

At bukke sig efter en vintergæk,
kan give et slemt og ryg’ligt knæk.

Så det er bedre at klippe i varmen,

og plukke lidt udsigt i vindueskarmen.

Man starter med saks og ender med kat,
mit navn står med prikker og dit står med da.

Birthe Hald, Ribe, 1993

 

At stave mit navn det har jeg glemt,
det står nu med gækker og vipper,

så tæl dem blot, det er da nemt.

Hvem mon til påske ægget slipper.

Francis Jordt 1988


B

 

Bag busken jeg fandt en gæk så sød

Jeg troede den var af kulden død. 

Nu sender jeg den til dig min ven.               
Tæl prikkerne små, og gæt fra hvem.

 

Bag den grønne forårshæk,

finder jeg en vintergæk,

den sidder der og nikker,

heldigt at den ikke stikker,

på din og min finger,

og på fuglens vinger
 

Bag en beskeden, stille Plet,

I Haven stod, uskyldig, net

En Blomst – en Vaarens Brud,

Bag Sneen tittede den ud.

En lille Gjæk – jeg tog den frem,

Den sendes skal til Deres Hjem.

Jeg ved, De blomster tidt  begjærte,

Modtag den med venlig Hjerte.

Viid, den, der sender Blomsten hen

Er nu altid Deres ven.  

 

Bag min hæk,

står min lille gæk.

Den står i den høje sne,

så den ikke kan se.

 

Bag min lille Rosenhæk staar

en lille Sommergjæk,

den er nylig kommet op,

derfor frøs dens lille Krop.

 

Bag ved en lille hæk,

nær ved en gammel lade,

står en lille vintergæk

med sine grønne blade.     

 

Bag ved rosenhækken,

der stod vintergækken,

ren og blid,

som sneen hvid. 

 

Blomster små så skønne hvide

spired op ved vintertide,

under tomme brune grene,

står i sneen så alene.

Her du får et gæk i brev,

gæt min ven, hvem brevet skrev.

Gætter du ej rask og snar

bliver du min sommernar.

Tre dage du får at tænke i,

og ellers du må påskeæg gi’.

 

Bly, unselig og beskeden

fandt jeg Vintergjækken nys forleden.

Her i Brevet jeg den varsomt lægger.

Den om Sol og Foraar Tanken vækker.

Det er kun en lille Gjæk

jeg her Dem giver.

Og den store Gjæk er De,

hvis ikke snart De skriver.

 

Bog og Dato er forlist,

og Almanakken har Musene spist.


Brevet dert var nydeligt
Deres Bud var fydeligt.
Skade at for tydeligt
Det blev kendt og tydeligt.
Maa om Kys i Mulkt jeg bede,
Ah - jeg glædes allerede.
                                                            Julius Strandberg 1897

                        

Brevet kom med en due,

ej med en spætte.

Mon du ud fra prikkerne,

kan navnet gætte?

D  

 

Da forleden jeg i Haven gik,

og mod Jorden rettede mit Blik,

en lille Gjæk jeg Øje fik.

Jeg plukkede den nu,

og sende den med Posten til min Ven.

Prøv om De kan sende den igen.

 

Da jeg gik i onkels have

med en spade for at grave,

fandt jeg bag en hæk

denne vintergæk.

 

Da juletræet røg ud,

sås gækkernes grønne skud!

Lidt overdreven fortalt?

- men trods alt ikke helt galt.

                   *

For vejrliget har drevet gæk

med os flere måneder i træk

og ”gækkerne” de er i dag

omtrent hver og én blomstret af.

                   *

Jeg styrter af sted som en skør

og plukker den sidste, før

den falmer og visner og dør.

Lotte Faurby, Hellerup 2007

 

Da sneen sank vi fik visit

af lette alfer klædt i hvidt,

af jorden steg – blufærdig – kæk

med bøjet hoved en vintergæk.

 

De er yndig krøllet,

Stundom ogsaa øllet,

Fint pomadiseret,

Nydelig barberet.

Sminket er De a la rosa,

Klæder Dem i Certosa,

Deres Mund er ofte læk,

Derfor er De nu min Gæk.

Julius Strandberg 1900

 

De frier jo stadigvæk’

Her sender jeg en Gæk,

Faar De nu Kurv, ved De Besked,

Læg Gækken pænt i Kurven ned.

Julius Strandberg 1900

 

Dejlig Foraar, snart du kommer

efter Foraar får vi Sommer.

Her i et Brev som et Bud

om den dejlige Vaar,

De en Vintergjæk faar.

 

De Kinder saa røde,

De Øjne saa blaa,

De Læber saa søde,

Hvem kan dem modstaa?

Se nu vil De gætte,

Ja gæt De kun væk,

Og find saa den rette,

De ellers er Gæk.

Julius Strandberg 1900

 

De mange Forlovelser bringer

lidt Veksling i Tiderne ind,

men Amor paa dunkle Vinge

let flygter fra vaklende Sinde.

Derfor, Kjære Lille,

lad falde lidt Stadighed

over Dem snart.

Hvis ej, er jeg nødt til at kalde

Dem Gjæk,

og det er ikke rart.

Julius Strandberg 1876

 

De mener absolut,

Min søde lille Glut,

At her er Frier nok

Og brændende Hjertere i Flok;

At De tager fejl, kunde være,

Men mig, ja ser De, paa Ære,

Jeg er til Tjeneste – Gæk, Gæk, Gæk,

Et Kys er min Takst for Pen og Blæk.

Julius Strandberg 1900

 

Den første Grøde grøn,

som Jorden maa frembære,

jeg sender bort i Løn

en god Ven at forære.

Tag den af Deres Venindes Haand,

saa knytter vi et Venskabs-Baand,

som aldrig skal opløses.

 

Den første blomst som jorden bæ’r,

den skal du have.

Den er hvid,

som du er blid.

Den er grøn

som du er skøn.

Jeg fandt den bag en hæk,

og nu er du min gæk.

 

Den grumme vinter er nu væk,

jeg sender dig en vintergæk.

Mit navn er ej med prikker,

fordi man siger de stikker.

Jeg skriver det med harer,

hvis ikke snart du svarer,

så koster det et påskeæg,

så stor som hønsehusets væg.

 

Den lille blomst,

Der sprænger sig op,

Af den sorte jord.

Den bringer bud om et forår der

kommer,

som varsel for den nye sommer..

 

Den lille blomst vil lære dig,

at glæder baner vej.

Kun tryg og glad og fri i sind,

så følger glæden med dig ind.

 

Den lille Frøken Vintergæk

har kastet Vinterkaaben væk

og smidt de brune Vanter.

Nu står hun der saa tynd og fin

er klædt i hviden Musselin

med grønne forårstanker.

 

Den lille Gjækkegave

er vokset i min Have.

Nu er Blomsten din,

og du er blevet Gjækken min

indtil du betaler.

 

Eller:

 

og du er blevet Gjækken min

indtil du betaler

med Koncert og Baller.

 

Eller:

 

og du er blevet Gjækken min.

Og gæt det inden fire Dage

ellers af med Chokolade.

 

Den lille Gjæk, som hermed følger,

er stum, og tavs mit Navn den dølger,
men derimod de sorte Prikker,

kan sige hvori Navnet stikker.

Læg nu dit Hoved godt i blød,

og vær saa rigtig snild og sød,

at hvis du ikke Navnet gætter,

et Æg mig giver – og det jo letter

for dig, som Penge har i Masse

og en Svend af første Klasse.

 

Den lille gæk så ren og skær

bag snedækt havehegn.

Jeg plukked’ dig, og kan ej la’ vær,

du lille forårstegn,

og fletter dig i brevet ind

blandt blomsterrankers blade

og håber på et påskeæg

af rigtig chokolade.

 

Den lille hvide vintergæk,

der på den kolde muld så kæk

har rejst de tunge klokker.

Den føler intet kuldegys,

men står lunt i solens lys

og varme vintersokker.

 

Den lille hvide Vintergjæk,

hvert Aar af Jorden kommer.

Den trives gerne bag en Hæk

og dør naar det er sommer.

Derfor jeg skynder mig i Hast,

mens vi har Gjækken inde,

at give mig med dig i Kast,

min Kjære tro Veninde.

Jeg derfor nu slaar ”Gjækken løs”

og lader til dig den svæve;

bliv ikke gnaven eller bøs,

saa Blomsten den maa bæve,

men tag imod med kærlig Haand 

den lille svage Stakkel.

 

Den lille hvide vintergæk,

som ranker sig i solen,

i breve nu vi sender væk

til vennerne i skolen.

Mit navn jeg gemt i prikker,

se der, min ven fidusen ligger.

Nu er det altså op til dig at se

om du kan mig finde.

 

Denne lille Blomst dig Spaar,

at du bliver gift i Aar,

læg det til dit lille Hjærte,

den vil lindre Elskovs Smerte.

Gjæt en Gang mit Navn,

medens du trykker den i Favn.

Lille Gjækkenar,

Nar, Nar,

Enisnej Nessumsar.

(Jensine Rasmussen skrevet bagvendt)

 

Denne lille Gjæk jeg sender

til Dem i mit Brev;

Gæt nu hvem af Deres Venner

disse Linier  skrev.

 

Den prægtigste blomst jeg monne finde,

som skyer årstidens skarpe vinde,
sendes med kærlige tanker bort.
Vinteren er lang dens liv er kort,

dens skæbne den ej skal frygte.

Vårens og håbets stolte lygte,

som bringer os livets lys og varme,
ledsaget af dens fortryllende charme.

Farncis Jordt 2005

 

Den smukke påskelilje

fortrænger vinteren med sin vilje.

Sejrstold den står og skuer

mod foråret der allerede lurer.

Den glade solskinsblomst fra en have bringer dig en gave.

                      *

Kan du gætte stedets navn,

kan du vinde et æg i din favn.

Navnet står med lilje gule

det er ej så let at skjule.

Erik Bering 1997

 

Den varme sol

den kolde vind

de skifter plads og vender kind

den ene dag så lun og mild

den næste – kold og klam og vild

men uanset det sære vejr

så er jeg lige her…

      *

Mit navn det står i koder

jeg findes blandt musikkens hoveder
jeg går på versefødder og tone-stiger
jeg glæder mange

unge, gamle, mænd og piger

mit navn det er en kode

en nøgle krydset med en node…

Monika Ritterband 2002

 

Den Ven du, elsker har dig kær,

den Ven du elsker, er dig nær,

det Haab, du gemmer, spire skal,

naar Våren smykker Skovens Sal.

Pluk Glædens blomst af de største.

Her en Gæk, det er den første.

 

Den vintergæk som blomstrer først,

gør vårens forventning allerstørst.

Snart strækker solen sine arme,

og bringer os lys og hjertevarme.

Nu sender jeg gækken skyndsomt hen,

i et brev til min kæreste ven.

 

Den Vintergjæk, som til dig nikker,
udnævner dig til Sommernar,

hvis ikke du de sorte Prikker

som underskrift, at Brevet har

faar lavet om til Bogstavs-Tegn,

saa er der ingenting i Vejen.

                         *

Men klarer du ej Navnet snart,

et Påskeæg du maa mig give;

og det skal rigtignok være rart,

hvis du vil sende det til Skive.

At der jeg færdes, der jeg bor,

derpaa du sikkert troer.

 

Den unge hr. Påskehare

sad på en sten og polerede æg.

Han ville blot holde lidt skæg.

så derfor han klippede et gækkebrev,
og her ser du hvad resultatet blev.

 

Den yndigste Rose at se

den gror saa tæt under Sne,

den er saa hvid som en Due,

den putter jeg i min Hue,

og sender den til dig hen.

Tag den af min Hue,

og sæt den under din Snue,

og lugt saa til den

til Næsen den nyser

og Rumpen din fryser.

 

De plejer svært Deres spæde Skræk

Og spejler Dem ofte hemmeligt;

De mener intet med

Deres Præk

Om elskov, det ved man saa temmelig.

De elsker kun En - Dem selv jeg mener

Derfor jeg her med en Gæk Dem forlener.

Julius Strandberg 1898

 

Deres Gavstrikke=Øjne,

Søde og forfløjne,

Har fængslet mit Sind

Og bragt Taarer paa min Kind.

Det kan ikke fejle,

Jeg maa snart til Dem bejle,

Men hvad skal jeg sige,

Min yndige Pige?

Find mig og Ordet læg

Paa min Læbe, ellers er De Gæk.

Julius Strandberg 1900

 

Der lå en kat,
på en hat.
Den havde et påskeæg,
og det var meget skæg.
Så kan du gætte mig,
et påskeæg jeg sender dig.

 

Der stod en lille vintergæk

under havens tjørnehæk.

Den var så rank, så hvid og grøn,

og ih, hvor var den skøn.

 

Der var en kone på landet,

hun havde en høne blandt andet 

og denne lagde æg i ny og næ,

som konen hængte op i et træ.

Hendes tanke derved det var bare

at narre en påskehare,

så hun gik omkring med et listigt smil

og ventede på den 1.’ste april.

Lotte Fauerby, Hellerup 2002

 

Derude i den kolde jord

blandt havens strå og sten,

en vintergæk som ensom gror,

så smuk, så hvid og ren.

Jeg plukker den og sender dig

gækken med dette brev

og håber, at du gætter ej

hvem der til dig skrev.

For den er jo symbol for al

min kærlighed til dig,

så gid du med mit påskeæg

vil sende din til mig.

 

Det drejer sig om påskeæg,

jeg skriver nærmest mest ”for skæg”.

Værs’go: en lille vintergæk

fundet ude ved min hæk.

Jeg måtte gennem sneen vade

– en lille gæk - med frosne blade.

 

Det er endnu koldt derude,

jeg fryser om min snude,

men det må snart være vår,

for i haven vintergækken står.

                       *

Vintergækken er et forårstegn,

og starten på gækkelegen,

derfor dette brev fra mig

gæt - ellers æg fra dig.

 

Det er en Ven af Ædelmod,

det jeg dig sender, du er saa god.

Jeg bor i en Gaard 7 Mil i Luften,

Marken er gødet med Flintesten.

Jeg har 300 gode Malkegæs,

der giver godt Ost og godt Smør.

Jeg har en Have paa Loftet

og et Springvand paa Ladefogedens Ryg.

Værelset er smukt tapetseret

med sort Pølseskind.

Vil du have mere at vide,

maa du henvende paa Randers Spare- og Laanekasses
Kontor i Immervad,
eller paa dette Blads Kontor.

Jeg ønsker du maa Halsen knække,

men lad dig bare ej forskrække,

jeg mener ikke Halsen din,

men Halsen paa en Flaske Vin. 

 

Det er en ven, som dig narret har,

nu er du gækket, den sag er klar.

 

Det er min største Fryd og Plaisir,

at gjække en hvem jeg har rigtig kjær,
derfor du i Dag skal have,

den Lilje jeg fandt i min Have.

 Den er beskeden som du og jeg, 

min sødeste Ven kan du gjætte nu,
hvem som dig Blomsten sende.

Om det var ham eller hende,

du skatter mest af alle

hvis vi ej dig en Gjæk skal kalde.

 

Det er netop gjort med vilje,

at jeg sender dig en lilje,

og derpå jeg ej sikker,

at du tyder disse prikker.

 

Det frøs vel en snes Grader,

Da vi sad bag Ovnen dækt;

Og Kulden os forlader,

Nys iled jeg ud saa kækt;

Da fandt jeg en Blomst i Lunden,

Den sender jeg dig min Tro,

Min Gjæk har en Mage funden,

”Den er forholdsvis temmelig  go’.”

Julius Strandberg 1893

 

De troer maaske at nogen skrev,

et nydeligt lille elskovs Brev,

men pyt lille Frøken De maa ikke tro,

at elskovs Breve paa træer gro,

men Gjækken den kan man altid finde,
selv under Sneen den skyder frem,
gjem den derfor som et Minde,

ja gjem den evigt i Deres Hjem.

Gjækket er De og gjækket skal De være,
indtil De giver et Bal til min Ære.

 

Det sner, det sner,

og hvad er det jeg ser?

En gæk står nok så net

 og fryser midt i sneen.

Den plukker jeg og sender dig,

hvad gi’r du for ideen?

 

De troede maaske at nogen skrev et nydeligt lille Elskovsbrev,

men pyt lille Frøken De maa ikke tro,

at Elskovsbreve paa Træer gro,

men Gjækken den kan man altid finde,

selv under Sneen den skyder frem,

gjem den derfor som et minde,

ja gjem den evigt i Deres Hjem.
Gjækket er De og gjækket skal De være

indtil De giver Bal til min Ære.

Gækkebrev fra 1888

 

Dette Vers har intet andet Hverv,

End i al Ærbødighed at melde,

At til Deres Navn jeg gi’r en Skærv Ved blot simpel at fortælle

At De er en Gjæk, en af de ægte,

Ja, det nytter ej, at De vil nægte.

Tag min blomst,

Og lad den tidt Dem minde

Om en lille; skjælmsk, men tro Veninde.

Julius Strandberg 1870

 

Det var en søndag morgen

før solen den stod op

jeg ud i haven ilte 

og det i fuld galop.

Jeg ind i stuen kom,

tog pen og blæk i Hånd,

jeg satte mig til at skrive

så du min gæk kan blive.

Ha, nu er du gækket.  

 

De vise tror at hønen først blev skabt,

de kloge tror at ægget først blev lagt.

Men jeg ved at haren det lille kræ

plukker sine æg fra et påskeæggetræ.

Jeg gækker dig og håber på

et æg fra dette træ at få.

Francis Jordt 1986

 

Digtet af en Ungersvend,

skrevet med en daarlig Pen,

fire gange om igen,

husk på det min lille ven.

 

Digtet i Hosen skrevet i Posen,
forseglet i Rom

af Frøken Blom.

Papiret er hvidt,

Skriften er skidt,

Tiden er kort

Brevet skal bort.

Mi Nawn ka a endt sæj dæ,

faa æ præst ha glemt aa døf mæ.

 

Digtet i Paris

af en Pattegris,

mit Navn jeg ej kan sige dig,

for Præsten har glem at døbe mig.

 

Digtet i Polen

skrevet under solen

sendt fra Berlin

i en rådden appelsin.

 

Digtet i Rom af Frøken Rundtenom, 
sendt fra Paris
af en lille Pattegris.

Vil du vide min Adresse,

saa bor jeg paa et Kvistkammer,

du skal op ad Trappen til højre,

ind ad døren til venstre,

ind i en Guldsal, ind i en Æggeskal,

der sidder jeg og skriver Breve

til mine Veninder,

indtil du beviser mig samme Ære.

Min Nar skal du være.

Undskyld skriften,

for Katten sad og puffede til mig hele Tiden.

 

Digtet i Ribe og skrevet i Rom.

Af Professor Blom (From),

Gæt så hvorfra brevet kom.

 

Digtet i Ribe,

og skrevet i Rom.

Gæt så hvorfra brevet kom.

 

Digtet i Skåne, skrevet af en måne

tre små stjerner

måtte bruge deres hjerner.

 

Digtet i Vejle af

24 snegle

skrevet i Rom

af kaptajn Vom gæt

så hvorfra brevet kom.

 

Digtet i Vejle af

24 snegle

skrevet i Rom

af paven så from,

sendt til Paris

på en hjulbenet gris,

digtet af en smedesvend 

skrevet med en  dårlig pen.

 

Digtet i Vesten,

forseglet i Østen,

så gætter du vel resten.

Hvis du ikke svarer mig inden Torsdag,
bliver du min Nar til Dommedag.

 

Digtet i Solen

skrevet i Rom

så kan du selv gætte

 hvorfra det kom.

 

Digtet af en Ungersvend

skrevet med en daarlig Pen.

Se nu her du Kjære,

hvad jeg vil forære

en lille Blomst saa skjøn

den er baade hvid og grøn.

Nu er du gjækket,

og Sagen er klar,

den dag du tog Brevet,

da blev du nar.

 

Disse streger små,

der mit navn skal stå,

men hvem jeg er,

det må du gætte på.

 

Du behøver ikke efter mit navn at søge,
det tabte jeg mellem Roskilde og Kjøge
da alle Kjøge Høns de fløj

tabte jeg det bag en Høj.

Digte i Solen,

skrevet i Rom

saa kan du selv gætte

 hvorfra Brevet kom.

 

Du dejlige hvide Vintergæk,

du bryder dit Dæk.

Hvert evige Aar,

bebuder os Vår,

du ven saa kær:

”Velkommen her!”

 

Du er af stor Familie, min Bror,

Jo nævnt et Sted mig paa den hvide Jord,

Hvor ej el Lem af sin Familie bor,

Det kan Du ikke let, tro kun mit Ord,

Thi gjækket er der, hvor Du end vil vanke 

En sender dig hermed venlig Tanke.

Naar smukt du gemmer Gjækken, skal jeg mene,

At Du kan aldrig føle Dig alene.

Julius Strandberg 1870

 

Du er sød, du er kær,
du er rigtig meget værd,
og hvis jeg nu var lidt skæg,
skylder du et påskeæg.
Jeg vil hellere være styg,

Så du skylder mig en påskebryg.

 

Du fine lille Vintergæk,

ud din hvide Vinger stræk

og flyv Brevet til  min Ven,

tilbage bring mig Æg igen.

For hvis du ikke gætter hvem,

der gækken sendte til dig frem,

et Paaskeæg der vanker maa,

men helst af dem med Hanke paa.

 

Du gode lille vintergæk,

som var så munter og så kæk.

Du er vel aldrig død af skræk,

af vinterens hvide vrede.

Og alle mine krokus små,

tag alle jeres kjoler på,

de gule, hvide og mørkeblå

og fyld de første bede med
peberblomster frisk og sød

de som kan skyde lyserød,

kom frem om jeg må bede.

 

Du lille blomst i solens blink,

du som gav mug just et lille vink:

En jeg skulle gække.

Måske er sagen ej så nem

se på prikkerne og gæt så hvem.

 

Du kære lille vintergæk,

som stod i sneens kolde pude,

du blomstrer nu ved havens hæk

i kulde bag min rude.

 

Du lille glade Gæk,

du skal mit Postbud være,

saa rask og frisk og kæk

mit budskab du skal bære.

   *

Søg min Veninde op i Dag

og sig, hun har at gætte,

naturligvis i Ro og Mag,

om hvem, det er den rette.

   *

Den rette, som har Brevet sendt

og smiler nu i Skæget:

thi vundet og med Ret fortjent

har jeg vis Paaskeægget.

 

Du lille Gæk!

Hvad vil du her

i denne frost og kulde?

Men velkommen vær,

du første li af mulde.

 

Du lille gæk så ren og skær

bag snedækket havehegn,

jeg plukker dig, kan ej la’ vær’,

du lille forårstegn

og flette dit i brevet ind

blandt blomsterrankers blade

og håber på et påskeæg af rigtig chokolade.

 

Du lille hvide vintergæk,

der på den kolde muld så kæk’

har rejst de tunge klokker,

du føler intet kuldegys,

men står så lunt i solens lys

og varme vintersokker.

 

Du lille hvide vintergæk,

som op af jorden kommer

du kommer gerne bar en hæk

og dør når det bliver sommer.

 

Du lille kokette

du tror du kan gætte,

men jeg siger nej,

du gætter mig ej.

 

Du lille ven et æg må få,

hvis navn du kan gætte,

og ellers et du sender må,

som maven min kan mætte.

 

Du lille ven, hvor end du bor,

en lille hilsen jeg dig sender.

Det er måske fra den du tror

fra en af dine venner.

Et tegn på vår en vintergæk,

nu vinteren den er omme,

så sne og kulde snart er væk,

og lærken den vil komme.

 

Du lille vintergæk,

du som har været så længe væk.

Du står jo bag den hæk

og smiler nok så kæk.

 

Du raske lille Gæk

saa munter og saa kæk t

il dig min Ven jeg sender,

monstro du mig kender.

                  *

I modsat fald du véd,

der vanker god Besked

paa hvad du har at give

fordi du Gæk maa blive.

 

Du ringer lys og varme ud

trods vinterkulde, sne og slud,

du ved at våren kommer.

Din kraft er i din rod og top

du ser mod lyse kilde op

du varsler sødt om sommer.

 

Du selv må derfor roligt,

mit navn ved tænkning finde,

og det er mer’ end troligt,

du påskeæg vil vinde.

 

Du skal bare gække,

venen min og vække

lysten til at gætte

hvem der sender

denne hilsen frem.

 

Du som altid er i mine Tanker,

og for hvem mit Hjerte stedse banker,
sendes denne Blomst så lille.

Gid, min Søde, at du vilde

kærligt om den Sender lede;

da jeg vilde dig tilbede.

 

Du tror dig stærk, og du higer efter,

At maale med hele Verden Kræfter,
Og blive Bech-Olsens Overmand,

Men Peter, det gaar vist ikke an.

Du mener, du kan hævde Styrken,

Og li'som Bech-Olsen vælte Tyrken,

Og blive Alverdens Bryderskræk,

Hu ha, du lille, du er en Gæk.

Julius Strandberg 1899

 

Du veed, naar man vil gække,

Skal man bestandig lægge

En Blomst i Brevet ved.

Det har jeg gjort du Søde

Gæt ellers må du bøde,

Du kender jo Besked.

Julius Strandberg 1896

 

Du ven, naar man vil gjække,

Skal man altid lægge,

En Blomst i Brevet ved.

Det har jeg gjort du Søde.

Gjæt -  ellers maa du bøde.

Ja du ved Besked.

 

Du vintergæk med dine klokker hvide,
du titter frem af sne ved vintertide,
jeg lægger dig til rette

og sender dig i dag,

Og så skal  (modtagerens navn) gætte ,
hvem brevet kommer fra.


 

E

 

En Aften saa silde

ved Møllerens Kilde,

sad jeg og skrev,

men Pennen var svækket

og Blækket var blækket.

Ha, ha, ha,

nu er du gækket

og gækket skal du være

indtil en Hare fanger en hund

og to Rosiner vejer et Pund.

 

En Blomst jeg sender som Gave,

Den er ikke fra ”Sulamiths Have”,

Den er hverken hugget eller stukket,

Eller hos Carl Ewald plukket,

Den var vokset under Sneen,

Behag blot at se’en

Gæt på Navnet – gæt væk,

Den bærer jo dit Navn, lille Gæk.

Julius Strandberg 1898

 

En dag da jeg i mit vindue lå,

og suttede på en grisetå,

da rendte det mig i sinde,

at jeg i haven ville gå,

for en viol at finde.

Da fandt jeg bag en hæk

en lille vintergæk,

som jeg sender væk.

Gæk, gæk, gæk.

 

En Dag da slemt det blæste

og Katten sad og hvæste,

da gik jeg ud i Haven

i sne til midt paa Maven.

Jeg skuffed Sneen væk

og fandt en Vintergæk.

Den sender jeg til Dem her,

Og siger ikke mer.

 

En dag jeg fandt en vintergæk,

men samme dag mit navn blev væk.

Nu må du bruge din forstand,

og se om du det gætte kan.

 

En dag jeg gik ad vejen hen,

en vintergæk jeg så.

Nu er den kommet her igen,

den rakte sig på tå.

Jeg plukkede og sendte den

af sted til dig min ven.

Nu må den altså visne bort,

ak gækkens liv er kort.

 

En dag jeg gik i haven ud

da så jeg forårets bud,

der stod en vintergæk

og smeltede sneen væk.

 

En dag jeg gik ud i haven

så fik jeg øje på paven.

Op af jorden han tog en lille vintergæk,
men smed den med det samme væk.

Han tænkte nok den var ikke god nok til ham,

men jeg syntes det var en skam.

Så jeg samlede den op,

og tænkte sådan en snob.

Jeg sender den til dig.

Hvem er jeg?

 

En Dag jeg i Haven kom stod

jeg stille og saa mig om,

og ved min højre Side saa jeg

tre Blomster grønne og hvide.

Den ene betyder en Kæreste saa god,
den anden betyder han bliver dig tro,
den tredje betyder en Guldring saa skøn,

som du paa din Bryllupsdag skal bære (havde) i Løn.

 

En Dag jeg i mit Kammer sad,

da randt det mig i Sinde,

at jeg i Haven ville gaa,

for der en Blomst at finde,

da fandt jeg bag en Hæk,

det var en Vintergæk.

Digtet i Rom af

Frøken Rundenom, sendt fra Paris

af en lille Pattegris.

Vil du vide min Adresse,

så boer jeg på et Kvistkammer,

du skal op ad Trappen til höjre,

ind ad Dören til venstre,

ind i en Guld- sal,

ind i en Æggeskal,

der sidder jeg og skriver Breve til mine Veninder.

Min Nar skal du være,

indtil du beviser mig samme Ære.
Undskyld Skriften,

for Katten sad og puffede til mig hele Tiden.

Nar, Nar, Nar. Ha, ha, ha.

Evald Tang Kristensen (1898)

 

En dag jeg spadserede i haven omkring,
jeg var så fornøjet og munter i sind,

jeg syntes alt så frydefuldt ud.

Da så jeg en blomst,

som var sprunget ud,

det var en lille vintergæk,

jeg tænkte den må sendes væk.

 

En dag jeg tur i skoven gik,

en lille alf jeg så,

med hår og kjole lysegrøn

hun midt i sneen lå.

Hun sagde: ”Jeg er vårens fe,

jeg tryller vinter væk!”

Så smilte hun og rakte

mig en lille vintergæk.

 

En Dag jeg udi Tanker gik

Og i Sneen ville grave

Fandt jeg bag de lave Hække

Disse tvende Sommmergække

Hvoraf du nu kan se min Ven

At Vinteren den viger hen

Og Sommeren kommer nok igen

Med mange smukke Blomster smaa

Som vi nu alle plukke maa.

 

En Dag jeg ude i Tankerne stod,

da randt det mig i Sinde,

at jeg i Haven ville gaa

for der en Blomst at finde.

Jeg fandt en lille hvid og grøn,

den vil jeg sende dig i Løn,

min bedste Ven, som er saa skøn.

De troede maaske, at nogen skrev

et nydeligt lille Elskovsbrev.

Men Pyt min Ven, du skal ikke tro,

at elskovsbreve paa Træer gro.

 

En danserinde højt på tå.

En kylling som har lært at gå.

Med gækkens hvide vinger,

en fugl en hilsen bringer.

Jeg sender dig et hjerte stort,

hvem har mon nu dette brev har gjort?

 

Endnu er alting kun is og sne,

på blomster tænker man næppe,

da kommer så stile forårets fe

og løfter de hvide tæppe.

   *

Det første du er af min blomsterflok

der tåler de skarpe vinde,

jo, der bliver glæde, det ved du nok,
når folk dig i sneen finde.

   *

Og du er en fattig lille en,

hvem slet ingen farver smykker,

din barnedragt er så hvid og ren,

og i den gør du altid lykke.

Johan Krohn

 

Endnu slumrer haven tavs og hvid,

som haver skal være ved vintertid,

dog et er grønt bag havens hæk:

Velkommen, Danmarks vintergæk.

 

En forårshilsen får du her,

fra hvem, det må du gætte.

Hvis gåden synes dig svær,

skønt den er af de lette,

et dejligt chokoladeæg

min søde tand skal mætte.

 

En frejdig blomsterfyr

i sne og frost af jorden sky’r.

Kom med, du skal en krokus se,

og vil du ikke så må jeg le.

 

En gave jeg dig sender,

en vintergæk til dig.

Jeg ved du blomsten kender,

men mon du kender mig?

Gæt det inden tre dage,

ellers af med Chokolade.

 

”En Gjæk lader hun sig kalde,

det monne mit Hjerte befale,

min Gjæk skal hun være

fra Vinter til Sommer med Ære”.

 

En gæk jeg dig sender,

du ved, mellem venner

det ta’s ej så nøje

med lidt gækkeri.

Det var kun dårligt

bevendt, hvis alvorligt

en ondskabsfuld mening

du lægger deri.

 

En liden engel jeg dig sender,

en søn af Flora er det vist.

Dem kommer til mig på Zephyrs vinger
og bragte håbets grønne kvist.

 

En lilje så hvid

der bærer sin kappe grøn.

Jeg fandt den bag en hæk,

gæk, gæk, gæk.

 

En lille blomst, en vintergæk,

der sad så tryg bak en hæk.

I frost og sne, i sol og regn

den sad så trøstig bag sit hegn.

 

En lille Blomst i Vinterdragt

en rigtig lille Nar,

med den gjorde nys en Pagt

at gække dig saa rar.

Den loved mig Lønnen god,

nu til Paaske jeg venter,

sikkert knække vil mit Mod,

men kysset hos dig jeg henter.

 

En lille Engel jeg dig sender,

en Søn af Flora er det vist,

den kommer til mig med Englevinger,

og bragte Håbets grønne kvist,

men selv beholde den kan jeg ikke,

til vandring blev den første født,

derfor jeg sender den til dig

med Bøn om at beholde den.

 

En lille Engel jeg dig sender

med Kjortel hvid og Kappe grøn,

min Vintergæk og Sommernar

til Paaske skal du blive.

Skrevet i Polen og digtet i Solen,

gjæk, gjæk, gjæk.

Evald Tang Kristensen (1898)

 

En lille fræk foroven tøs

med lysegrønne trusser.

I haven stod og hundefrøs

sine bare fusser.

 

En lille Hilsen sender jeg

med Gækkebrevet hen  til dig.

Hvis Navnet mit du gætter ej,

et Paaskeæg jeg ønsker mig.

Den loved lønnen god.

Nu til Paaske jeg venter.

Sikkert du knække vil mit Mod,

men Kysset hos dig jeg henter.

 

En lille kæk, forvoven tøs

 med lysegrønne trusser

i sneen stod og hundefrøs

om sine bare fusser.

Trods kulden lo hun fræk og kæk,

jeg sender (modtagerens navn) den lille gæk.

 

En lille mand  med krave hvid og jakke grøn,

han gerne bejle vil til dig,

han bad mig om at hjælpe sig,

sig derfor ikke nej,

thi yndig er han siger jeg.

 

En lille nisse på potten sad,

hvad han gjorde det ved jeg ej,

og da han ned i potten så,

en lille gæk i bunden lå.

Nu sender jeg den til dig min ven,

og håber at få æg igen.

 

En lille vintergæk jeg så,

og tænkte så derpå,

min lille ven jeg har dig kær.

Derefter gækken skreg:

”Hvor jeg dog elsker dig.”

(herefter tegnes der små søde hjerter, et for hvert et bogstav i afsenderens nav.).

 

En lille vintergæk

sad ved forårstide

på eet påskeæg

for at lave skæg.

 

En mand  med stok og hat

og en ternet kat

af sted i den måneklare nat.

I hatte sad en vintergæk,

for måne tog en lille blund,

og lige i samme stund

vintergækken plukkede jeg,

nu er den sendt til dig.

 

En Morgen da jeg drak min The,

da faldt det mig i Sinde,

at jeg i Haven ville gaa

for en blomst at finde.

Jeg fandt den bag en Hæk,

dens Navn er Vintergæk,

og du min lille Sommernar

i dette Aar skal være,

fordi du Brevet aabnet har,

det kunne du ladt være.

Evald Tang Kristensen (1898)  

 

En Morgen i min Seng jeg laa,

De sagde jeg i Hven skulle gaa
for en Blomst at finde.

Jeg gik bag en Rosenhæk,

fandt en lille Vintergæk.

Jeg sender den til Dem,

og hvis De sender den væk, væk

faar De mange Smæk, Smæk

af den store Kæp, Kæp.

Mit Navn det staar med Streger

pas paa de ikke bræger.

 

En Morgen jeg paa mit Kammer stod,

da randt det mig i Sinde,

i Haven at jeg ville gaa

for der en Blomst at finde,

den er hvid som du er blid,

den er grön som du er skjøn.

Evald Tang Kristensen (1898)

 

En Morgen tidlig da jeg opstod,

da faldt det mig Tanker
i Haven vilde for er en Blomst at finde,

da fandt jeg Liljen hvid og skøn.

Gækket er du og gækket skal du være.

 

En påskekylling spiste

de bogstaver, der viste

at jeg er mig og ikke dig.

Nu prøver jeg med prikker,

pas på de ikke stikker

   eller løber deres vej.

 

En rask lille Gæk

saa kry og saa kæk

skød op af havens muld

trods Sne og Vinterkulde.

Og jeg tænkte,

jeg kender en anden Gæk

til hvem jeg Blomsten sender væk.

Dejlige hvide Vintergæk,

du bryder det Dæk,
hvert evige Aar bebuder du Vaar,

du Ven saa kær

velkommen vær.

 

En Rose er det ikke,

en Lilje heller ej,

i Gaar jeg saa den ligge

afplukket på min vej,

som Gave jeg den sender,

jeg ved du Blomsten kjender,

men om du kjender mig.

Evald Tang Kristensen (1898)

 

En Rosenkrans jeg binder

alt om mit lille Brev,

en Gækkeblomst De finder

alt ved det Ord jeg skrev,.

En Gækkeblomst til Ære

bag Sneens Tæppe hvid,

en Gave det skal være

et Venskabstegn fra mig.

 

En Rosenkrans jeg vinder

Omkring mi lille Brev

En Gækkeblomst du finder

Lagt ved de Ord jag skrev.

En Rosenkrans til Ære

Skal være dig min Ven

Og Gækkeblomsten bære

Et vink til Sommeren

Saa vil vi os da fryde

Udi vor Ungdomstid

Og mangen Glæde nyde

Naar Somren kommer blid

Den haarde Vinter viger

Nu maa sin Kulde væk

Men jeg til Slutning siger

Du er min Sommergæk.

 

En sommernar

så soleklar

en vintergæk

som ej gemt væk

bag min smukke hæk.

 

En Sommergæk en Vinternar

En Fugl foruden Vinger

En lille Ven som har dig Kær

En venlig Hilsen bringer

(modtagerens nav 2 X) jeg gækker dig

ser du Rosen saa nydelig

jeg gjorde dig til en lille Nar

det kan du fortælle din Mor og Far.

 

En Sommernar,

nu er du fanget i min Snare,

indtil du betaler det  med en Kop Chokolade

Og dertil en dejlig Kage.

 

Én Svale bringer ikke Sommer,

men naar Vintergækken  kommer

har vi sikkert snart Foraar,

den os meget bedre spaar.

                       *

Den blandt andet ogsaa spaar,

at af dig jeg sikkert faar

tvende Paaske-Æg saa nette,

hvis de ej Navnet gætte.

 

En trælsom vinter gik sin gang,

nu lyder muntre fuglesang,

så er det tid til gækkeleg.

En lille brev jeg sender dig

- men kan du gætte hvem er jeg?

 

En vinterdag jeg gjorde et fund,

imellem efeu på skovens bund:

En gækkeblomst så fager og blid,

omkring lå sneen skinnende hvid.

Da solen kom smeltede sneen væk,

men blomsten stod der stadigvæk.

Den sender jeg til min gækkeven,

til påske jeg får et æg igen.

Francis Jordt 2007   

 

En vinterdag så kold, så kold,

i haven stod en lille trold

med bare ben i sneen.

En pigelil med mod i sind 

tog trolden med i stuen ind.

Den lille blomst så fin og ren,

jeg sende vil til en,

som gætte vil mit puslespil

med mange fine prikker,

pas på   de ikke stikker.

 

En vintergæk af jorden kommer.

Nu har jeg dig plukket,

og ind i Brevet stukket.

Nu kommer fuglene frem derude,

de sidder bag min rude,

de fløjter dejlige sange,

med skønne skønne klange.

 

En Vintergæk du faar af mig,

men du kan ikke gætte

hvem der sendte dette

skal jeg ha’ et Æg af dig.

 

En vintergæk du kender nok,

jeg stod i haven i en blok,

derfra jeg blev oprevet,

og i et brev jeg blev sendt væk.

Fra hvem? Ja, gæt nu, kan du?

 

En vintergæk, en vintergæk,

en gummistøvle som er læk,

et barn der er smurt ind i blæk,

en lære som er død af skræk.

 

En vintergæk – En vintergæk

så yndefuld og så kæk,

den står bag en tjørnehæk,

og venter på at blive sendt væk.

Kan du gætte hvem der har sendt den?

 

En vintergæk er klar,

før sneen smelter væk,

og før vi Påske har,

den blomstrer nok så kæk.

En gæk jo er en nar,

en smule fræk!

Hvem tror du så, det var,

Der her skrev:  ”Gæk, gæk, gæk!”

 

En Vintergæk en Sommernar,

en Fugl foruden Vinger,

en lille Ven som har dig kær,

en venlig Hilsen bringer.

 

En vintergæk foruden løg

jeg sender som en forårsspøg.

Men hvem er jeg? Uden skæg

som vil fra dig ha’ påskeæg.

 

En vinter gæk jeg i haven fandt,
og om den kærlige ord jeg bandt.
Nu er den på vej til dig,
men kan du gætte, hvem er jeg?

 

En Vintergæk jeg sender dig,

bag prikkerne jeg gemmer mig,

og drømmer om et påskeæg

af chokolade er dens væg,

med sløjfer om den mave.

Søren Thaae 1991

 

En Vintergæk jeg sender dig,

den kommet er saa lang en Vej.

Jeg bad den om dit Hus at finde

og hilse fra en tro Veninde.

Mit Navn du har vel ikke glemt?

Jeg det i Prikker har gemt.

 

En vintergæk, se her er  den

en vårspøg og en gåde,

mit navn med prikker står,

et påskeæg du af mig får,

hvis du kan gåden råde.

Men kan du gætte navnet ej,

skal jeg ha’ påskeæg af dig.

 

En vintergæk skød frem i havens bede,
og solen lo forbavset allerede.

Den lille blomst drak solskin på sit gærde,

ja nu i år er vi lidt før på færde.

 

En vintergæk sprang modigt op

fra sneen tykke dyne.

Og påskeliljen fulgte trop,

og lod sig ikke tryne.

Nu skal du op på stikkerne

og gætte alle prikkerne.

 

En vintergæk så lille og kæk,
men lige med et så bliver den væk.

Mit navn det står med prikker
pas på de ikke stikker.

 

Et forårspust en vintergæk

mit navn er pludselig blevet væk.

Dem lille blomst jeg sender dig,

i håb om kærlighed til mig.

 

Et gækkebrev 

ja – du kikker.

Gæt hvem der skrev - 

det står med prikker.

 

Et nyt årtusind har fået sin start,

mens gækken jeg sender i en fart.

En kærlig lille forårsleg,

med gode ønsker på sin vej.

Glem blot at tyde mit navn,

et æg til påske vil gøre vældig gavn.

Francis Jordt 2000

 

Et påskeæg jeg beder om,

og du som er så god og from,

du sender mig et rigtigt godt 

med fugl og rede, rigtigt flot.




 


Velkommen til vores hjemmeside