Gækkebreve
Gækkebrevets Historie

Gækkebrevet er noget ganske specielt i den danske kulturhistorie. Ikke kun fordi vi er de eneste i hele verden, som har denne tradition, men også fordi gækkeversene afslører den danske karakter og lune. Mange af gækkeversene var selvdigtet af afsenderen, så disse skæmtsomme forårshilsener afslørede vores specielle sans for spidsfindig poesi og humor.

At gække betyder at narre, som ligger i selve ordet vintergæk: blomsten som narrer sommeren og springer ud i fuld flor om vinteren. At gække hinanden vil sige at narre hinanden på en spøgfuld måde.
For at opspore gækkebrevets oprindelse, må man helt tilbage til omkring begyndelsen af 1600tallet, hvor man støder på bindebreve.

Et bindebrev var som regel et fint udklippet bred  med et vers, som indeholdt en næsten uløselig gåde om, hvem afsenderen var. Ofte indgik kærligheds-
knuden, den endeløse knude, omkranset af amoriner og blomster, som et klippet mønster i brevet. Brevet kunne være ledsager af en eller flere silketråde, som var bundet med flere uopløselige knuder. Klarede modtageren ikke at løse gåden eller binde knuderne op inden solen gik ned, var modtageren bundet til at holde en gilde.

Bindebrevet modtog man på ens navnedag eller på en af årets tamperdage. Navnedagen var den dag i almanakken, opkaldt efter en helgen, som man selv blev navngivet efter. Hvis man f. eks. var blevet født omkring den 24. juni, kunne man have været døbt Hans/Hansigne, og ens navnedag var så Skt. Hansdag. Tidligere fejrede man sin navnedagen, som var vigtigere end ens fødselsdag. Tamperdag var den første fastedag i kvartalet. Den kirkelige domstol behandlede ægteskabe-
lige sager (skilsmisser) i disse dage. Da bindbrevet blev brugt som en kamufleret kærlighedserklæring, forsøgte mange giftelystne sig, paradoksalt  nok, at vinde sympati hos deres hjertes udkårne med et bindebrev den samme dag.

Traditionen med bindebreve var en kulturpå-
virkning syd fra, og var udbredt over hele norden, men er i dag kun en saga blot. Men i Sønderjylland holdt den sig i hævd op til Genforeningen.

Gækkebrevet menes udviklet omkring slutningen af 1700-tallet som en slags afløsning for bindebrevet. Det ældste kendte gækkebrev var stilet til Marie Christiane Hansdatter i Odense den 18. april 1770. Traditionen med gækkebrevene blomstrede først op over hele landet omkring slutningen af 1800-tallet. Sønderjylland, som hørte under det tyske herredømme fra 1864 til 1920, kendte ikke til denne tradition, og det var årsagen til at bindebrevet overlevede længere i denne del af landet. Efter Genforeningen, da Sønderjylland atter blev dansk, var det de danske lærer, der bragte traditionen med sig.

Der knytter sig bestemte regler til gækkebrevs-skriveriet, som dog ikke alle er kendte mere og knap nok bruges endnu. Brevet skulle være klippet pænt, skrevet på vers, helst et selvdigtet vers, så det gav et personligt præg, der skulle følge vintergækker med brevt, og modtageren skulle kvittere inden tre dage. Glemte afsenderen vintergækken, var vedkommende selv gæk eller nar. Så snart man modtog et gækkebrev og rørte ved det, var man gæk. Modtageren som blev gæk, kunne kun få oprejsning ved at gætte hvem afsenderen var, og denne måtte så betale et æg til modtageren. Lykkedes det derimod ikke for modtageren at gætte afsenderens navn, måtte han/hun betale sin bod med, en teaterbillet, et æg eller andet lækkeri til påske.

De første gækkebreve var en slags frierbreve blandt ung forelskede, en slags kurmageri for at tilkendegive sine følelser over for hinanden. Hvis man vandt, kunne man vælge mellem et kys eller et æg. Senere har skikken udviklet sig til en uskyldig og kærkommen leg mellem venner og senere  mellem elever og deres lærere. Næsten hvert dansk barn og voksen har været i berøring med denne gamle hyggelige tradition.

Op til slutningen af anden verdenskrig var gækkebrevene meget store. Det fortælles at man dengang samledes i skolerne eller forsamlingshusene i aftentimerne og klippede gækkebreve sammen. Skikken med at bruge prikker, lopper eller andet spøjs som underskrift, er af nyere herkomst.

Gækkeriet eksistere den dag i dag, men er meget lidt udbredt. Desværre er der kun få børn, som holder denne tradition ved lige med deres lærer. Bedsteforældre, som søger en anledning til at forære deres børnebørn et chokoladeæg til påske, holder gerne denne skik i hævd.

Gækkebrevet har en særlig plads i vore kulturhistorie, en arv som kendetegner vores lune. Vi kan bryste os med at, den er pære dansk, og ikke kendes andre stede på kloden. I Sverige har man tranebreve, og i de engelsktalende lande har man valentins-breve, men ingen af disse breve har nogen forbindelse eller relationer til vore gækkebrevstradition .