Gamle og nye gækkevers
Gamle og nye gækkevers fra P - U

P

 

Pludselig af sorten jord,

ser jeg havens blomsterflor,

myldre frem, gæk ved gæk.

Vintergækken er nu kæk,

sne og slud den ej kuer,

gækkevers den frejdigt skuer,

når med den vi laver skæg

og bortlover påskeæg.

 

Postbud bander i denne Tid,

de mange Breve med Spøg og Vid.

Han maa jo op ad de mange Trapper,
der kommer fler’, jo mere han sig rapper.

Det gør mig ondt, thi nu maa jeg lave

Vers til den Gæk, jeg fandt i min Have,

Du skal jo ha’ den, min fine Ven,.

Vær saa artig her har Du den.

Julius Strandberg 1874

 

”Prinsessen og den halve Kongerige”,

et digt af Drachmann udgivet;

i Elegance det søger sin Lige

som en Blomst i Eventyrlivet.

Denne Vintergæk skal dig sige:

Fik jeg dig, da vandt jeg, o Pige,

Prinsessen og den hele Kongerige,

Det Digt skulde søge om sin Lige.

Julius Strandberg 1878

 

Paa en beskeden lille Plet

I Haven stod, uskyldig, net

En lille Blomst, - en Vaarens Brud,

En lillle Gjæk – jeg tog den frem

Bag Sneen tittede den ud.

En lille Gjæk – jeg tog den frem,

Den sendes skal til Deres hjem –

Jeg ved, De Blomsten lidt begjærte.

Giid, Den, der sender Blomsten hen

Er nu og altid Deres Ven.

Julius Strandberg  1870

 

Påskehare kom og hjælp,
vinter gæk er blevet væk.
I randen af en lille bæk,
finder jeg så den lille gæk.

 

Påskehare Påskehæk,
hvem er det, som driver gæk.

 

 

R

 

Rent til gæk du bliver,

hvis du ikke gækker,

hvem det dette skriver,

når jeg tilmed sætter navnet,

her med prikker –

gæt nu rask, hvem er jeg.

 

Roser og Forglemmigej

har paa denne Tid man ej,

men anden Blomst er kaaret.

Gækken kommer først paa Aaret,
bringer Bud om Fuglekvidder,
Blomsterduft og gode Tider.

Vi skal mødes i det Grønne,

men modtag dog først min kønne

lille Gæk, den kan du binde

i en Faaraarskrans, Veninde.

 

Roser og Liljer paa Deres Kind

Skabe en evig Sommer,

Blegner ikke for Høstens Vind,

Ikke naar Vinteren kommer.

Naar jeg nu sender fra snedækt Have

Floras den første yndige Gave,

Gækken, da er det at forene

Skønhed tvende, som stod alene.

Julius Strandberg 1900

 

S

 

Se blot I didt Spejl,

Jeg ta’r næppe fejl,

Du en Gæk vil skue,

Men du skal ej grue.

Her er en endnu,

Naa, hvad mener du?

Julius Strandberg 1900

 

See, dennne Gjæk er nydelig,

Den ligner dig min Skat,

Dens Navn forklarer inderligt,

Hvorfor jeg tog den fat.

Paa Dig jeg tænkte, da jeg saa

Den stod i Haven hist,

Og Gjækken skal du ogsaa faa,

Ja, det er ganske vist.

Men kan Du gjætte, hvem der skrev,

Saa meld dig blot, min søde Unge,

Da glad til Dig jeg ud skal punge.

Julius Stranberg 1870

 

Se den smukke vintergæk,

der i sneen helt er væk.

Ikke røre ikke pille,

ellers bli’r den bare stille.

Ikke et suk, men kun et kvæk,

se den fortabte vintergæk.

 

Se engang på disse prikker,

jeg i tanker til dig nikker.

Nå, min ven, gæt nu ret,

gåden er jo meget let.

 

Se her, hvad jeg har funden

her udenfor i lunden,

bag moders rosenhæk,

lille vintergæk.

 

Se her min Hjertens kære

Hvad jeg vil forære

En lilje saa hvid

Som Jorden den kan bære

Den bærer sin Kappe grøn

selv er den meget skøn

Jeg fandt den bag en Hæk

Nu er du jo min Gæk.

               *

Et Gilde maa vi have

For denne smukke Gave

Byd til Gilde hvem du vil

Men glem ej mig som skrev til dig.

 

Se her min kære

Hvad jeg dig vil forære

En Lilje saa skøn som Jorden monne bære

Den nylig er fremkommen op af den frosne Jord

Jeg sender den til dig

Min lille Veninde saa blid.

                  *

Nu er du gækket

Og det skal du være

Indtil en Hare bider en Hund

Og to Rosiner vejer et pund.

 

Se her min Kjære

hvad jeg did vil forære

en liden blomst saa skøn,

som jeg vil sende dig i Løn.

 

Se her min lille kære,
hvad dig jeg vil forære,

en lilje så skøn

 som jorden måtte bære.

 

Se her min kære

hvad jeg dig vil forære:

en vintergæk så hvid,

den nylig er fremkommen

op af den frosne jord.

Den sender jeg til dig

min lille veninde så blid.

 

Se her, min lille Kære,

hvad jeg dig vil forære,

en lilje så skøn,

som jorden måtte bære.

Den sender jeg til dig,

kan du så gætte mig?

 

Se her, min lille Kære,

hvad jeg dig vil forære,

en dejlig lille Blomst,

som Jorden monne bære.

I uskyld den er tegnet,

i Kærlighed tilegnet    

til dig min bedste veninde.

når du engang ser tilbage

paa de blide Barndomsdage,

da lad dette brev dig minde

om di stedse tro Veninde.

 

Se her, min lille Kjære,

hvad jeg dig vil forære

en dejlig lille Blomst,

som nylig kommen er

op af den frosne Jord.

Jeg sender den til dig min lille Ven

saa blid min Ven bliv ikke vred

thi de er blot Fornøjelse.

 

Se her min Kjære

hvad jeg did vil forære

en liden blomst saa skøn,

som jeg vil sende dig i Løn.

 

Se her min lille kære,

Hvad jeg dig vi forære.

En vintergæk så hvid

den nylig er fremkommen

op af den frosne jord.

Jeg sender den til dig

min lille veninde så blid.

 

Se her min lille Ven,

en Gæk jeg dig med Brevet sender.

Mit navn er Ole Christian Bæk 

og mig du vist nok kender.

*

Men skulle du mig kende ej,

den Sag er mere trolig.

Saa leder Prikker paa Vej,

derfor bliv ej urolig.

*

Gæt Navnet ret! Og sen ej vær,

saa Påskeæg jeg sender,

og du faar næppe stor Besvær,

det sikkert du erkender.

*

Men gættes Navnet ej, min Ven,

da du min gæk er blevet,

og Påskeæg tril mig da hen,

du sender skal for Brevet.

 

Se her min Ven, her er en Fyr,

En Vintergæk med Kinder hvide,,

Den mente vel, det var paa Tide

At springe ud før Vaaren gryr.

Den længtes efter Selskab, ak,

Kun du er værdig den at eje,

Del med den Varme, Lys og Leje,

Da vinde du din Slægtnings Tak.

Julius Strandberg 1900  

 

Se her, min Veninde,

hvad jeg har i Sinde

at tilsende dig,

en Lilje saa herlig,

en Hilsen saa kjærlig

den bringer med sig,

paa den skal du kjende,

at Vinterens ende

nu nærmer sig brat

saa byder vi Vinteren Godnat.

Eller:

at Vinter har til ende

og Vaaren kommer

og der paa Skærsommer

til Vinter vi siger ”God Nat”.

Evald Tang Kristensen (1898)

 

Se her, se her, min lille Ven,

jeg sender dig en Blomst saa skjøn,

den første, som fremtræder,

er klædt i hvide Klæder,

og Kappen den er grøn,

ja, som du selv er skjøn,

og Kjortelen den er hvid,

ja, som du selv er blid,

i min Faders Have

fandt jeg den bitte Gave,

jeg fandt den under en Hæk,

derfor skal du være min Gjæk.

Sommer og Vinter, Dag og Nat,

indtil der findes Brevet efter Behag,

det er skrevet i Fjor,

og siden har det fløjet mellem Himmel og Jord.

Evald Tang Kristensen (1898)

 

 

Se her, Ven,

Hvad jeg har i Sinde at tilsende dig.

En Lilje saa herlig,

en Hilsen saa kærlig den

bringer med sig, se nu til,

du kan gjætte mit Navn med rette,

men det er ikke saa let.

Jeg er Skorstensfejer ved det det kongelige Slot,

og har det meget godt,

jeg kigger Stjerner igjennem et Støvleskaft.

Vil du op til mig,

Saa skal du op til Skorstensfejergade Nr. 8,

op ad en Hønsetrappe

og ind ad en Strømpesokke,

saa kommer du op paa en stor Gaard

syv Mile i Luften og tre Mile under Jorden.

Evald Tang Kristensen (1898)

 

Se jeg fandt en vintergæk

på den kolde jord,

den skal i et gækkebrev 

til min egen mor.

*

Når hun ser den lille gæk,

tror jeg nok hun bliver glad,

mon hun også gætte kan,

at brevet er fra mig.

 

Se – lusen lægger luseæg,

og tudsen lægger tudseæg,

og rokken lægger rokkeæg,

og hønen:

gok – gok – gokkeæg

- og haren lægger måske æg,

i så fald er det påskeæg.

Og vil du ha’ et æg af mig?

- så sig mig først :

Hvad hedder jeg?

Lotte Fauerby, Hellerup 2003

 

 

Se nu du Kjære,

hvad jeg vil forære,

en Blomst saa skjøn

den er baade hvid og grøn.

Nu er du gjækket

og sagen er klar.

Den gang du tog Brevet

da blev du Nar.

 

Se, nu er det påsketid,

og vintergækken blomstrer hvid.

I al slags vejr i sne og regn,

den giver os et lille tegn,

om solen kommer

igen til sommer.

 

Se nu her du Kjære,

hvad jeg vil forære

en lille Blomst saa skjøn

den er baade hvid og grøn.

Nu er du gjækket

og Sagen er klar.

Dengang du tog Brevet

da blev du nar.

De troer maaske at nogen skrev

et nydeligt lille elskovs Brev,
men pyt lille Frøken De maa ikke tro,
at elskovs Breve paa træer gro,
men Gjækken den kan man altid finde,

selv under Sneen den skyder frem,
gjem den derfor som et Minde,
ja gjem den evigt i Deres Hjem.
Gjækket er De og gjækket skal De være
indtil De giver et Bal til min Ære.

 

Ser du ej ved hækken,

vugger vintergækken

sine klokker alt

i solens skær.

Og fra luftens vidde

høres lærkens kvidre:

”Vi får dejligt vejr.”

 

Se vintergækken

hvid og skær fortæller dig at,

vår er nær og snart vil kulden svinde.

Vi påske med det første får,

og æg jeg kræver af dig, når

mig navn du ej kan finde,

prøv om du kan vinde.

 

Sikke, sakke, sæk

jeg fandt en vintergæk.

Den lå i det lille brev,

men jeg ved ikke hvem det skrev.

 

Skrevet i Skagen,

på et rødstribet Lagen.

Det er skrevet i Fjor,

og siden har det fløjet mellem Himmel og Jord.

 

 

Skrevet i Vejle

digtet i Rom

af professor Blom,

bragt over is

af en tobenet gris.

 

Skrevet i Ribe,

digtet i Rom,

gjæt hvorfra Brevet kom.

 

Skrevet med en dårlig pen

fire gange om igen,

husk på det min lille ven.

 

Skøn Jomfru luk dit hjerte op,

Modtag min lille Gjæk,

Mens Sneen dækker træets Top,

Da spirer den saa kjæk,

Den stod saa ene som om den bad:

O, skjænk en Mage mig,

Da plukkede jeg Gjækken glad

Og sender den til dig.

Julius Stranberg 1870

 

Skøn Jomfru luk dit hjerte op,

Modtag min lille Gjæk,

Mens Sneen dækker træets Top,

Da spirer den saa kjæk,

Den stod saa ene som om den bad:

O, skjænk en Mage mig,

Da plukkede jeg Gjækken glad

Og sender den til dig.

Ha, ha nu blev du gjækket,

Men bliv dog ej forskrækket

Thi det var ret en morsom Knæk

Hvorfor du være skal min Gjæk.

Gjæk, gjæk, gjæk. Ha, ha, ha.

Dans paa Roser hvor du gaar

Held til alt hvad du atraaer

Og naar du er lykkelig

Vil det altid glæde mig.

 

Skønne, hvide vintergækker

muntert titter frem.

Da jeg i min have kigged

på en lille gæk,

straks den sagde, mens den nikked:

”Bær mig med dig væk!”

 

Smukke Mand med den røde Kind

og med den sværtede Bart,

glade af Borgerkorpset gaar ind,

Ellers kunde Du rart

være bleven Officer,

lugtet Krudt, hørt Kanonens Torden,

ak, men det Haab blomstrer ikke meer,

ellers kunde Du brugt som Orden

denne Gjæk til din Borgerfrakke,

tør jeg haabe du tager til takke.

Julius Strandberg 1870

 

Små vintergækker titter frem,

i brevet kommer en af dem!

Mon du kan regne ud fra hvem?

Mit navn du kun med prikker får,

men kan du gætte,

hvad der står,

du får et påskeæg i år.

 

Snart bliver Kvindernes Mænd,

Hvad-vi-vil Kvinder kender alle,

Fruer, jeg tænker og grubler igen,

Hvordan Mændene Lod saa vil falde.

Tænk, naar ved Sprøjten Damer skal staa, ~ ,

Frue, bli’r af de bedste –

Naar saa De sprøjter og glemmer de smaa,

Min Gæk bør  paa Brystet De hæfte.

Julius Strandberg 1900

 

Snart er det Blæst, snart er det Regn,
snart er det snehvidt over den hele Egn,

snart skinner Solen paa frosne Rude,

som om Vaaren holdt indtog derude.
Det troede ogsaa den lille Gæk,

som stod i Læ bag en Tjørnehæk.

Den rækker sin Hals imod Solen op,

- men hvor den frøs sil lille Krop,

thi den var gækket af solens Glød.

Jeg bøjed’ mig ned og Stænglen brød,

og nu skal den gække min lille Ven.

Mit Døbenavn vil du leet kunne finde,
læs paa et Kort, paa vor Skolevæg,

og husk, du skylder et Paaskeæg.

 

Snart er smeltet vinterens sne, -

og jeg titted’ – en, to tre.

Skærmet var jeg bag en hæk,

hvem har sendt dig denne gæk?

Snart falder vinterens sidste sne,
og frostens kolde tid er omme.
Når solens varme gør sin entré,
vi hilser vårens komme.
Så skyder op den kære gæk,
og gør sig klar til spas og spil,
den blotter hovedet nok så kæk,
og er parat til gækkedril.
                                                           Francic Jordt 2009


Snart får vi forår, snart våren kommer
og efter forår, for vi sommer,
så må vi ud under himlen blå
og hjemme fortælle om alt vi så.
For sådan må det være
sa' konen - og sprang over et gæred,
indtil en hare fanger en hund,
og to rosiner vejer et pund.

Snart kommer Storken paa Taget,

Maaske den kan bringe en lille,

Jeg mener en lille hilsen

Fra Nilens hellige Kilde.

Saa svulmer Varens Blomster,

Men dertil er der jolænge,

De maa nøjees med denne Gæk,

Til Vinteren bort vi kan stænge.

Julius Strandberg 1900

 

Snart kommer Varmen i Luften,

Saa kommer Blomsterduften,

Skoven hos Fugman grønnes,

Det er jo alle skønnes

Dejligste Tid der kommer,

Roser og store Blommer

Vokser ved Skovkant og ved Bæk,

Her har De for det første en Gæk.

Julius Strandberg 1900

 

Snart Solen med sit varme Lys

Opvækker Blomster af sit Slummer,

En var alt vaagnet, da jeg nys

I Haven kvad min Elskovs Kummer.

O, matte saa din Kjærlighed

Fremspire ved mit Hjertes Varme,

Snart fløj jeg da saa glad af sted,

Og trykkede didg i mine Arme

Mon du forlovet er – O, Skræk!

Maa jeg saa sende Dig en Gjæk.

Julius Strandberg 1870

 

Snart Vaaren venlig ryster

Snefnug af Gren og Blad,

Og Lundens Fugl forlyster

Bor Sjæl med Sangen glad,

Gid Deres Sind maa skyde,

Som Vaaren lyse Skud,

Hvad Som’ren Dem vil byde,

Derom min Gæk bær’ Bud.

Julius Strandberg 1900

 

Sne laa paa Mark og Is paa Bæk

jeg fandt dog denne Vintergæk

bliv ikke vred og kald mig fræk,

fordi jeg gjör dig til min Gjæk,
du ud din Haand til Gave ræk

hvis ej det ender skal med Skræk,

ha, ha, ha! Nu maa jeg le,

Lille (modtagerens nav), kan du se,

du dog bleven er min Gjæk,

førend Sneen den gik væk.

Evald Tang Kristensen (1898)

Snøret og stram,

Gud bevares, mit Lam,

Blot du ej bliver bortblæst af Stormen!

Bær i Lykke og Lyst

Denne Gæk paa din Bryst,

Men dag helst uden paa Uniformen.

Julius Strandberg 1900

 

Solen lokker

gækkens klokker

frem af jorden, mørk og hård

Vi den priser,

vor den viser,

at det snart er vår.

 

Solen skinner,

Vinteren svinder.

Fuglen af Foråret drikker,

Børnenes vrimmel,

Vandpyttens Himmel,

Kan du gætte mine prikker?

 

Solens skin og gækker

vor forårslængsel vækker.

Sommerfugle mod himmelblå

vi drømte om i vintergrå.

 

Solen spejlede sig i bækken,

hosten spiste Vintergækken.

Ud af pelsen sprang fire lopper,

i navnet der nu hopper.

 

Solen titted med gyldent Skær
Venligt imellem Havens Trær,
Leged paa Sneen, lokkede frem
Gækken, just den, jeg sender Dem
Fuglen jubled: Nu faa vi Sommer!
Det er den største af Vaarens Blommer.
Og som jeg sender Dem Vaarens Bud,
Gid den maa bringe Dem skønne Dage;
Kærligheds lille vingede Gud
Venlig til Deres Hjerte drage.

 

Solens Varme Vaaren vækker

op af Jordens Gem,

skønne hvide Vintergækker

muntert titter frem.

Da jeg i min Have kigged’

paa en lille Gæk

straks den sagde,

mens den nikked’

bær mig væk!

Denne lille Gæk jeg sender

til Dem (dig) i et Brev

gæt nu, hvem af Deres (dine) Venner

disse Linier skrev.

 

Solen titted med gyldent Skær

Venligt imellem Havens Træer,

Leged paa Sneen, lokkede frem

Gækken, just den, jeg sender Dem

Fuglen jubled: Nu faar vi Sommer

Det er den største af Varens Blommer.

Og som jeg sender Dem Vaarens Bud,

Gid den maa bringe Dem skønne Dage;

Kærligheds lille vingede Gud

Venlig til Deres Hjerte drage.

 

Sol og erantis er gule,

højt flyver de glade fugle.

Vintergækker alle vegne,

Foråret er nu her,

Og jeg tænker på mine egne,
kærest af dem er du.

 

Som gave her jeg sender

en vintergæk til dig.

Jeg ved du blomsten kender,

men mon du kender mig?

 

Som vinterbrud og forårsskud

min vintergæk er sprunget ud.

Mon du så snild kan regne ud:

Hvem er brevets sendebud?

Francis Jordt 1985

 

Stæren og gækken væddede om,

hvem af dem tidligst om foråret kom.

Gækken begynder at spire før jul:

”Jeg skal nok pudse den vigtige fugl.”

Stod under sneen og holdt sig klar,

det blev forår i februar.

Løftede hovedet og kiggede op,

hvad var dog det – der i træets top,
sad allerede den sorte stær,

og fløjtede så vigtigt:

”Nå kommer du der?”

 

Søde Bolle,

Disse kolde

Mørke Dage

Ej behage.

Men her kommer

Bud om Sommer,

Her er Gække,

Plej dem begge.

Julius Strandberg 1900

 

Søde pige, Deres blik er

Som det skjønneste Stjerneskud,

Dybt i Deres Øjne ligger

Skjult en lille Elskovsgud,

Som kan kvæge, såre

Som kan gjøre En kaput,

Mig især kan han bedåre,

Mig – ja jeg er blevet skudt;

Men jeg tier, ja, thi det er

Bedst indtil De selv mig gjætter.

Julius Strandberg 1870

 

Søde, smækfede Kokkepige,

Der er saa trivelig som nogen,

Husk, at det gaar ikke altid lige

Just paa Prik efter Kogebogen.

Derfor er det  i Dag jeg kommer

Med min Blomst, skjønt det ej er Sommer,

Derfor er det, at jeg Dem spaar:

Lille Gjæk, De bliver gift i dette Aar.

Julius Strandberg 1870

 

Sødeste lille Officer,

Vordende Ridder med meget mer,

Modtag min snehvide Blomst med Fred,

De er ingen Rørdam, jeg ved.

Elsket du er af hver dydig Frøken,

Elskov ender dog tidt i Brøken,

For naar de tror, du er farlig og kæk,

Mærker de tidt, at de er en Gæk.

Julius Strandberg 1898

 

Sødeste Pigelil

Gjækken har jeg her

plukket og sender

til den jeg har kjær.

Henrykt skal sige at

Vinteren er væk

og at min Hjerteskat

bliver min Gjæk.

Saa sød og nuttet,

saa hvid og buttet,

jeg ligner dig,

hvem sendte mig?

 

Sødeste Urtekræmmersvend

Med de angrebne Tænder

Og de frosne Hænder,

Alle Pigernes Ven.

Naar De modtager Brevet

Gæt, hvem der har skrevet

Og kom til mig hen,

Da lover jeg lykke,

Saa det har Smæk

Julius Strandberg 1900

Vi vil sammen bygge,

Naa, find mig saa, min Gæk.

 

Så gik jeg ind i en hast,

jeg tænkte , det fortsat skal stå fast.

(Modtagerens navn) jeg så tænkte,

jeg den opmærksomhed vil skænke.

Et brev jeg vil dig sende frem,

men du skal vide fra hvem.

 

Så skinnende skær,

så ren i din farve,

så lys i dit smil.

I den frostbundne jord,

min vintergæk gror.

 

Så sød og nuttet,

så hvid og buttet

jeg ligner dig,

hvem sendte mig?


T

 

Tag dig I agt fro sådan pragt,

i dag er du min sommergæk

og bunden er du i min snare

alt som en lille hare.

 

Tiden er kort,

brevet må bort.

Mit navn det står med o.s.v.

 

Til alle mine venner

jeg gækkebreve sender,

og jeg er ganske sikker,

de gætter mine prikker.

Sjytte Schledermann 1993

 

Til dig, du søde Lille,

en Gæk der vanker skal;

og den kan tie stille

det er dens rette kald.

Du selv maa derfor roligt

mit navn ved Tænkning finde,

og det er mer end troligt,

du Paaskeæg vil vinde.

 

Til (navn) vil jeg ”gi’ en ge’ ” (ged)

så må jeg inden påske se,

om senderen du gætter.

Det kunne være vældig skæg,

hvis jeg ku’ tjene mig et æg

Kirsten Dohn, Birkerød 2007

 

Tippen – Tappen – Top.

Luk blot ægget op.

Vikken – Vakken Væk.

Så blev du min gæk.

Francis Jordt 1997

 

Tre dage får du at tænke i,

ellers må du et påskeæg gi’.

 

Tæl mine prikker her på række

og gæt mig - eller lad dig gække!

 

Tænk alle de farver vi har i mulde, mens vi går og fryser i vinterens kulde.

Ja, det må vi huske, det nok skal bli’ vår.

Ja , der er masser dejligt i vente,

og derfor jeg dette gækkebrev sendte.

U

 

Ude i min have,
fandt jeg en forårs gave.
En lille ven du kender,
med glæde den dig sender.

 

Ude i min have

står en vintergæk,

en lille forårsgave,

nu da vinteren er væk.

 

Uden al Mistænksomhed

Har du Brevet brækket.

Min kære Lærer (Ven), bliv ej vred,

Nu er De (du) blevet gækket.

 

Udi Vinterens barske Dage

jeg i Haven monne gaa,

og en Blomst jeg ser fremdrager,

gæt hvad jeg da tænkte på.

Det var de gamle Skikke,

som hvert Forår drives frækt

mellem Børn, og andre kvikke,

at få sig en Sommergæk.

Det du blev min Ven vil vise,

da du Brevet modtog her.

Lev nu vel og vær for stedse

Ven af mig og Gæk især.

 

Under et træ ved en hæk

så jeg en vintergæk,

den var så hvid og kæk.

Jeg bøjede mig nu ned til hækken

og plukkede vintergækken.

Ind til mor jeg løb og sagde,

mens jeg vintergækken på bordet lagde.

Se en vintergæk til (modtagerens navn).

En gæk er stum, og du er dum,

hvis du ej kan gætte den rette.

 

Under havens hæk

står en vintergæk.

I sit hvide skrud

den os bringer ud

om foråret der springer ud.

 

Under havens sne

kan der ofte ske,

når jeg skraber sneen væk,
finder jeg en vintergæk.

                      *

Gækken sender jeg

i et brev til dig.

Inden påske gi’r du svar,

hvem der brevet skrevet har.

                    *

navnet, som du ser,

har jeg skrevet her;

det er svært at gætte når,

navnet kun med prikker står.

 

Under sneen kold og hvid  

fandt jeg vintergækken blid.

Forårshåbets smukke tegn  

finder man i havens hegn.

Derfor en til dig jeg sender.

Du er en af mine venner.

Gæt med stor beslutsomhed,  

hvem til dig det gæk nu skrev.

 

Under sneen kolde dække

spirer mange smukke gække

sneen fejde jeg væk

og tog en lille gæk.  

Men bliv blot ikke vred på mig

det er slet ikke for at drille

kun bare narre dig jeg ville.

 

Under sneen langs mit hegn  

stod du gæk, mit forårstegn.

 

Under sneens hvide dun  

stod en vintergæk og sukked’,  

som jeg med nænsom hånd plukkede’,

Jeg sender den af sted,  

min hilsen følger med.

 

Under Sneens iskolde Dække

Fandt jeg en Lilje i yndigste Flor

Skælvende plukked’ jeg den ved en Hæk

Brudt var dens Stilk fra den koldeste Jord 

Dens øde Sted var den evig forloren

Derfor er den Blomst for dig min Ven

Tag den uskyldige lille Gave

Blot til din egen Glæde blev Du min Gæk.

 

Under sneens tykke tæppe 

myldrer det med vintergækker,

og da sneen endelig tø’de,

sprang disse knopper mig i møde.

 

Unge gode bedste Pige

Liljen som jeg sender dig

Er af Jordens første Grøde

Og af Jorden Yndighed værd

Derfor O bedste Pige

Altid blid og øm som nu

Da kan han sig da  ret prise

Som skal have dig til Brud.