V
Ved den lille pludret Bæk,
stod den lille Vintergæk
spejled’ i det klare Vand
saa en lille Gækkemand.
Ved den nylig optøet bæk
fandt jeg en sød lille vintergæk
den lille stængel jeg gav et knæk
tog blomsten op, kastede roden væk
i hast fik jeg fat på pen og blæk
skrev et brev for at gøre dig gæk.
Jeg sender mine ønsker,
men jeg nævner intet navn
så du mit ansigt frøs du,
men jeg priser fastelavn
og smiler lidt vemodigt
bag masken jeg har på,
du selv er jo et gækkevers
jeg ikke kan forstå.
Ved en lille bladløs hæk
stod en lille vintergæk,
og den smilte nok så blid
i den strenge vintertid.
Om den ingen duft kan sprede
fra sig i de store bede,
er det dog en lyst at se
en lille blomst i frossen sne.
Ved Grøndalshuset glad
De svinger rundt hver Pige,
De re en kælen Rad,
Naar jeg skal Sandhed sige.
Men naar fra Dansen De gaar væk.
Man fniser! Hu ha, sikken en Gæk!
Julius Strandberg 1900
Verden er så lille,
men alligevel så stor,
jeg gik ud i haven,
og der lå en fin lille snor,
jeg følte den,
og hvad jeg mon fandt
en vintergæk så stor og fin
bag ved en hæk.
Nu sender jeg den til dig,
og hvis du ikke gætter mig
skal jeg have et påskeæg
med masser af slik,
det er jo en gammel skik
Vi har plaiseret saa tit
og du kender mig godt.
Vi har danset bag Busk og Hæk
og dog gør jeg med den Lilje
jeg brød dig i Aar
min morsomme Gjæk.
Vikke, vakke, væk,
her er en vintergæk.
Det lægger jeg i et brev,
man du mon gætte
hvem der skrev dette?
Vinteren er omme,
nu må du komme,
forår og sommer.
Varmen vækker vintergækker,
som myldrer frem af jordens sprækker,
og træerne sig op mod solen strækker.
Vintergæk brudt op fra mulde
op til sne og sjap og kulde,
og jeg håber ej den fryser
godt den har sin lille kyse.
Vintergæk du narre vil,
driver tit med os dit spil.
Du vil ha’ at vi skal tro,
at det tid er til at gro.
Lokker os med glade smil,
men du narrer hvis April.
På den grønne Kjole
tør vi ikke stole.
Se nu godt på dette brev,
gæt så på, hvem det skrev.
Vintergæk er brudt af mulden,
kækt erantis trodser kulden.
Kast nu tvivlen over bord,
nu står vårens blomsterflor.
Vintergæk er brudt af mulden,
kækt erantis trodser kulden.
Spurvens solforgyldte sind
tripper i den grønne lind.
Solen smiler på husfacader
gennem byens lyse gader.
Vintergækken er nu kommen,
og jeg har et Bundt i Lommen.
Nu skal de til Venner spredes,
og jeg haaber ej du vredes,
naar en lille listig Fyr
hen til dig med Brevet flyr.
Hvem, jeg er, du ej maa vide
førend hen paa Påsketide;
da paa Døren din jeg banker
i det Haab, at dine Tanker
ikke truffet har mit Navn
ellers bliver det et Savn,
hvis eet Æg jeg ikke henter,
– Nu paa Svar jeg venter.
Vintergækken er så smuk,
skynd dig endelig ud at pluk,
inden længe falder den,
for så glider vinteren hen.
Vintergækken med de hvide klokker
og med lysegrønne sokker,
kækt er groet op af mulde
trods sne og vinterkulde.
”Fru Erantis er min søster,”
siger gækken mens den ryster
sine klokker så det ringer,
forårshilsen den os bringer.
Vintergækken med smaa friske Blade,
ren og skær som nyfalden Sne,
Dukker frem og gør os alle glade:
Livets sejr vi atter faar at se!
Frossen Jord kan ej den holde nede
til at melde Foraar er den rede,
længe førend Solen har ret magt.
Den vil ikke mer i Jorden hvile,
den vil op til Faarssol at smile
brede ud sin nye, skønne Dragt.
Vintergækken nok så kæk bryder
frem bag havens hæk,
hilser fra den blå viol
med løfter om lidt forårssol.
Vintergækker små med bøjet
nakke på den måde deres skaber takke.
I frost og sne vinterkulde
de trænger op af jordens mulde,
de spreder glæde, hvor de står
nikker til os: ”Nu er det snart vår.”
Vintergækken spæd og fin
står nu her i jomfrulin
rækker mod Guds himmel op
se lille, fine krop.
Vintergækker titter frem
fra jordens hvide tæpper.
Det minder mig om snarlig vår,
og derfor du en hilsen får.
Vintergæk kom op af sne,
vi vil dig saa gerne se,
for når dine hvide klokker ringer,
forår kommer snart og bringer
blomsterduft og fuglesang
og solen skinne dagen lang.
Vintergæk med sne på kind
og de lange, grønne blade
med sine klokker ringler ind
vårens bud til hjerter glade.
Vintergæk og sommernar,
årets første gave.
Den første blomst som jorden bar,
den skal (modtagerens navn) have.
Den er hvid,
som du er blid.
Den er grøn,
som du er skøn.
Jeg fandt den bag en hæk,
og nu er du min gæk.
Vintergæk – spirer kækt,
som op af jorden kommer,
du kommer gerne bag en hæk
og dør – når det bliver sommer.
Vintergæk, vintergæk,
snart er sneen smeltet væk.
Sol ogd sommer er på vej,
ih, hvor jeg dog glæder mig.
Påskedag først komme må,
og et æg du så kan få,
hvis mit navn du gætte kan,
vis dig som en mand.
Vintren paa Eng og Mose
Har lagt sin hæmmende Haand,
Gyldenlak, Valmue, Rose
Er fængslet i Kuldens Baand.
Vaaren slumrer, men født i Drømme,
Fostred den Blomsten bag Vintersne,
Fylder os kønt med Haabets Strømme,
Det blev en Gæk – her skal du se.
Julius Strandberg 1900
Vist er det koldt, men gækken
den blomstrer dog under hækken,
og som et bud om vår og sommer,
til dig pr. brev i dag den kommer.
Et gækkebrev fra ven til ven,
ja gæt nu, hvem der sendte den.
Vågn op – vågn op
Slå glukkerne op.
Af vintersøvnen jeg dig vækker.
Få pust af vår i din sløve krop
med disse fromme gækker.
Jeg klipper dig et gækkebrev,
deri jeg gækkerne fletter.
At du nu både bliver vind og skæv,
når du mit navn ej gætter.
Francis Jordt 1994
Våren den er nær.
Se nu bare her.
Sommerfugle flyver fri,
det gør også vi.
Y
Yndige Butikssvend, alle Piger
Elsker Dem, kan De forlange mer?
Duftende, krøllet, skørt, ja, man siger
At De er sminket – hu ha, jeg be’r.
Denne Gæk, ja De kender Blomstersproget,
Saa De ved jo nok, at den betyder no-
get.
Modtag den som en Tolk for et forelsket Hjerte,
Og for – for Rimets Skyld – for min søde Smerte.
Julius Strandberg 1900
Å
Aah, hvor var den fin og lys og lækker,
svang saa kækt de grønligt hvide Gækker.
Bag den sorte Hæk i Sjap og Søle,
mellem snavset Sne og Solskinspøle
lo den uberørt i al sin Ynde:
"Er det bare mig, der vil begynde?"
Åh, hør den lille gæk,
den hyler i en sæk,
er den mon blevet væk?
Mona Lisa Retpen, Århus 1991