Gamle og nye gækkevers
Gamle og nye gækkevers fra V til Å

V

 

Ved den lille pludret Bæk,

stod den lille Vintergæk

spejled’ i det klare Vand

saa en lille Gækkemand.

 

Ved den nylig optøet bæk 

fandt jeg en sød lille vintergæk

den lille stængel jeg gav et knæk

tog blomsten op, kastede roden væk

i hast fik jeg fat på pen og blæk

skrev et brev for at gøre dig gæk.   
Jeg sender mine ønsker,

men jeg nævner intet navn

så du mit ansigt frøs du,

men jeg priser fastelavn

og smiler  lidt vemodigt

bag masken jeg har på,

du selv er jo et gækkevers

jeg ikke kan forstå.

 

Ved en lille bladløs hæk

stod en lille vintergæk,

og den smilte nok så blid

i den strenge vintertid.  

Om den ingen duft kan sprede

fra sig i de store bede,

er det dog en lyst at se

en lille blomst i frossen sne.

 

Ved Grøndalshuset glad

De svinger rundt hver Pige,

De re en kælen Rad,

Naar jeg skal Sandhed sige.

Men naar fra Dansen De gaar væk.

Man fniser! Hu ha, sikken en Gæk!

Julius Strandberg 1900

 

Verden er så lille,
men alligevel så stor,
jeg gik ud i haven,
og der lå en fin lille snor,
jeg følte den,
og hvad jeg mon fandt
en vintergæk så stor og fin
bag ved en hæk.
Nu sender jeg den til dig,
og hvis du ikke gætter mig
skal jeg have et påskeæg
med masser af slik,
det er jo en gammel skik

Vi har plaiseret saa tit

og du kender mig godt.

Vi har danset bag Busk og Hæk

og dog gør jeg med den Lilje

jeg brød dig i Aar

min morsomme Gjæk.

 

Vikke, vakke, væk,

her er en vintergæk.  

Det lægger jeg i et brev,

man du mon gætte

hvem der skrev dette?

 

Vinteren er omme,

nu må du komme,

forår og sommer. 

Varmen vækker vintergækker,

som myldrer frem af jordens sprækker,

og træerne sig op mod solen strækker.

 

Vintergæk brudt op fra mulde

op til sne og sjap og kulde,

og jeg håber ej den fryser

godt den har sin lille kyse.

 

Vintergæk du narre vil,

driver tit med os dit spil.

Du vil ha’ at vi skal tro,

at det tid er til at gro.

Lokker os med glade smil,

men du narrer hvis April.

På den grønne Kjole

tør vi ikke stole.

Se nu godt på dette brev,

gæt så på, hvem det skrev.

 

Vintergæk er brudt af mulden,

kækt erantis trodser kulden.

Kast nu tvivlen over bord,

nu står vårens blomsterflor.

 

Vintergæk er brudt af mulden,

kækt erantis trodser kulden.

Spurvens solforgyldte sind  

tripper i den grønne lind.

Solen smiler på husfacader

gennem byens lyse gader.

 

Vintergækken er nu kommen,

og jeg har et Bundt i Lommen.

 Nu skal de til Venner spredes,

og jeg haaber ej du vredes,

naar en lille listig Fyr

hen til dig med Brevet flyr.  

Hvem, jeg er, du ej maa vide

førend hen paa Påsketide;

da paa Døren din jeg banker

i det Haab, at dine Tanker

ikke truffet har mit Navn

ellers bliver det et Savn,

hvis eet Æg jeg ikke henter,

– Nu paa Svar jeg venter.

 

Vintergækken er så smuk,

skynd dig endelig ud at pluk,

inden længe falder den,

for så glider vinteren hen.

 

Vintergækken med de hvide klokker

og med lysegrønne sokker,

kækt er groet op af mulde

trods sne og vinterkulde.

”Fru Erantis er min søster,”

siger gækken mens den ryster

sine klokker så det ringer,

forårshilsen den os bringer.

 

Vintergækken med smaa friske Blade,
ren og skær som nyfalden Sne,

Dukker frem og gør os alle glade:

Livets sejr vi atter faar at se!

Frossen Jord kan ej den holde nede

til at melde Foraar er den rede,

længe førend Solen har ret magt.

Den vil ikke mer i Jorden hvile,

den vil op til Faarssol at smile

 brede ud sin nye, skønne Dragt.

 

Vintergækken nok så kæk bryder

frem bag havens hæk,

hilser fra den blå viol

med løfter om lidt forårssol.

 

Vintergækker små med bøjet

nakke på den måde deres skaber takke.

I frost og sne vinterkulde

de trænger op af jordens mulde,

de spreder glæde, hvor de står

nikker til os: ”Nu er det snart vår.”

 

Vintergækken spæd og fin

står nu her i jomfrulin

 rækker mod Guds himmel op

se lille, fine krop.

 

Vintergækker titter frem

fra jordens hvide tæpper.

Det minder mig om snarlig vår,

og derfor du en hilsen får.

 

Vintergæk kom op af sne,

vi vil dig saa gerne se,

for når dine hvide klokker ringer,

forår kommer snart og bringer

blomsterduft og fuglesang

og solen skinne dagen lang.

 

Vintergæk med sne på kind

og de lange, grønne blade

med sine klokker ringler ind

vårens bud til hjerter glade.

 

Vintergæk og sommernar,

årets første gave.

Den første blomst som jorden bar,

den skal (modtagerens navn)  have.

Den er hvid,

som du er blid.

Den er grøn,

som du er skøn.

Jeg fandt den bag en hæk,

og nu er du min gæk.

 

Vintergæk – spirer kækt,

som op af jorden kommer,

du kommer gerne bag en hæk

og dør – når det bliver sommer.

 

Vintergæk, vintergæk,

snart er sneen smeltet væk.

Sol ogd sommer er på vej,

ih, hvor jeg dog glæder mig.

Påskedag først komme må,

og et æg du så kan få,

hvis mit navn du gætte kan,

vis dig som en mand.

 

Vintren paa Eng og Mose

Har lagt sin hæmmende Haand,

Gyldenlak, Valmue, Rose

Er fængslet i Kuldens Baand.

Vaaren slumrer, men født i Drømme,

Fostred den Blomsten bag Vintersne,

Fylder os kønt med Haabets Strømme,

Det blev en Gæk – her skal du se.

Julius Strandberg 1900

 

Vist er det koldt, men gækken

den blomstrer dog under hækken,

og som et bud om vår og sommer,

til dig pr. brev i dag den kommer.

Et gækkebrev fra ven til ven,

ja gæt nu, hvem der sendte den.

 

Vågn op – vågn op

Slå glukkerne op.

Af vintersøvnen jeg dig vækker.

Få pust af vår i din sløve krop

med disse fromme gækker.

Jeg klipper dig et gækkebrev,

deri jeg gækkerne fletter.

At du nu både bliver vind og skæv,

når du mit navn ej gætter.

Francis Jordt 1994

 

Våren den er nær.

Se nu bare her.

Sommerfugle flyver fri,

det gør også vi.


 

Y

 

Yndige Butikssvend, alle Piger

Elsker Dem, kan De forlange mer?

Duftende, krøllet, skørt, ja, man siger

At De er sminket – hu ha, jeg be’r.

Denne Gæk, ja De kender Blomstersproget,

Saa De ved jo nok, at den betyder no-

get.

Modtag den som en Tolk for et forelsket Hjerte,

Og for – for Rimets Skyld – for min søde Smerte.

Julius Strandberg 1900


Å

 

Aah, hvor var den fin og lys og lækker,
svang saa kækt de grønligt hvide Gækker.
Bag den sorte Hæk i Sjap og Søle,
mellem snavset Sne og Solskinspøle
lo den uberørt i al sin Ynde:
"Er det bare mig, der vil begynde?"

 

Åh, hør den lille gæk,

den hyler i en sæk,

er den mon blevet væk?

Mona Lisa Retpen, Århus 1991