Fastelavnsris
Fastelavnsrisets Historie

Skikken med at rise folk er faktisk af hedensk oprindelse, og dermed det ældste tradition vi stadig holder i hævd. Mange af årets kirkelige højtider og fester er lagt tæt på tidspunkterne af de hedenske tids fester. Dette gælder også for fastelavn, som i hedensk tid var tidspunktet for årets jævndøgnsfest (vårefest).

 

I oldtiden, fra mange forskellige kulturlag, dyrkede man livets træ. Man mente at slag (pisk) fra livskvisten kunne overføre kraften til folk og fæ. Man kunne så vække det vinterstivnede legeme og fremme frugtbarheden og avlskraften hos offeret. Fik man riset nogen til blods var man sikker på at kraften trængte helt ind.

 

Efter kristendommens udbredelse forbandt man risningen med bod og anger til minde om Jesus lidelser ved påsketiden. Nogle steder i landet lavede man påskeris og risede langfredag. I Sverige heder langfredag stadig piskefredag.

 

Men risningens frugtbarhedssymbol fra hedensk tid overlevede, og i gammel tid var det gerne de unge karle, som risede de unge møer. Pigerne måtte ikke slå igen, for karlene mente det jo godt,  og i stede belønnede de karlene med at give dem boller og byde dem på besøg i pigekammeret. En udveksling af frugtbarhedsgaver. Det røber denne fastelavnsvers fra 1783:

                                                 Frisk herop min lille glut

bollerne er varme.

Du har her en lille snut

som i dine arme,

sove vil ret hjertelig,

og dig elske inderlig.

Bollerne gives gerne hen

bollerne gerne tages.

 

Kunne verset ikke også røbe hvad det endvidere har kunnet give navn til, når man tænker på bagværkets navn og den gestus forløbet endte med.

 

Da papiret blev en almindelig vare, pyntede man riset festligt i alle farver. Her til lands kender vi alle fastelavnsriset. Men hvor mange ved, at traditionerne omkring fremstillingen af det har været forskellige fra egn til egn. To Nabobyer kunne have vidt forskellige måder at lave deres fastelavnsris på.

 


Bruderis fra Ketting ca. 1900.