Skikken med at rise folk er faktisk af hedensk
oprindelse, og dermed det ældste tradition vi stadig holder i hævd. Mange af
årets kirkelige højtider og fester er lagt tæt på tidspunkterne af de hedenske
tids fester. Dette gælder også for fastelavn, som i hedensk tid var tidspunktet
for årets jævndøgnsfest (vårefest).
I oldtiden, fra mange
forskellige kulturlag, dyrkede man livets træ. Man mente at slag (pisk) fra
livskvisten kunne overføre kraften til folk og fæ. Man kunne så vække det
vinterstivnede legeme og fremme frugtbarheden og avlskraften hos offeret. Fik
man riset nogen til blods var man sikker på at kraften trængte helt ind.
Efter kristendommens
udbredelse forbandt man risningen med bod og anger til minde om Jesus lidelser
ved påsketiden. Nogle steder i landet lavede man påskeris og risede langfredag.
I Sverige heder langfredag stadig piskefredag.
Men risningens
frugtbarhedssymbol fra hedensk tid overlevede, og i gammel tid var det gerne de
unge karle, som risede de unge møer. Pigerne måtte ikke slå igen, for karlene
mente det jo godt, og i stede belønnede
de karlene med at give dem boller og byde dem på besøg i pigekammeret. En
udveksling af frugtbarhedsgaver. Det røber denne fastelavnsvers fra 1783:
Frisk herop min
lille glut
bollerne
er varme.
Du
har her en lille snut
som
i dine arme,
sove
vil ret hjertelig,
og
dig elske inderlig.
Bollerne
gives gerne hen
bollerne
gerne tages.
Kunne verset ikke også
røbe hvad det endvidere har kunnet give navn til, når man tænker på bagværkets
navn og den gestus forløbet endte med.
Da papiret blev en
almindelig vare, pyntede man riset festligt i alle farver. Her til lands kender
vi alle fastelavnsriset. Men hvor mange ved, at traditionerne omkring
fremstillingen af det har været forskellige fra egn til egn. To Nabobyer kunne
have vidt forskellige måder at lave deres fastelavnsris på.